Sårbarhed...

Når pludselig man hører meddelelsen om at en god ven pludselig er afgået ved døden bliver man bevidst om den sårbarhed livet er omgivet af.
Den afdødes sårbarhed overfor de kendsgerninger der afgjorde livet eller døden, og ens egen sårbarhed i afmagt og hjælpeløshed.

Og den sårbarhed der ligger i at livet er til låns, og nogen gange kommer pantefogeden før tid!

Når døden så pludseligt kommer tæt på, på denne måde, bliver jeg ramt af en stemning der er utrolig svær at beskrive, men som nok bunder mest i ordet "meningsløst".

Et dødsfald er ikke meningsløst når et liv er levet, men bliver det når et liv ikke er levet færdig!
Når livet så tilmed tilhører en person der lod sig selv sive i baggrunden for andres skyld, og i stor udstrækning levede med og i det personen syntes var essentielt, bliver det bare mere meningsløst!
Kender du personen - så vil du sikkert kunne finde genkendelse i dette....

Når døden viser sig, er det sjældent passende - her var det særdeles upassende!
Æret være mindet !