Det er derude...

En række udsendelser i TV har titlen DR Derude. 

En række film om naturen/steder og menneskene i den.
I dag kunne jeg, lettere omskrevet sige: Det er derude!
Det der er derude er DET...
DET er markerne, kreaturerne, kattene, fuglene, skoven, bækken, broen og alt det der betyder noget i vores sind og oplevelsen af at være i live!

I dag besluttede jeg fuldstændig spontant at tage Luva og jeg på en Geocaching-tur i min gamle hjemstavn omkring Suldup.
Når jeg nu var der benyttede jeg da så også lejligheden til lige at gå forbi mine forældres meget spartanske gravsted og nikke til "dem".
Hvorfor man besøger en sten med to navne, nedfældet i jorden, og nikker kan vel kun forklares fra gang til gang.
Denne gang var tankerne hurtige - en meget hurtig kavalkade af minder - "forstyrret" af Luva der havde sat sig ved siden af og nidstirrede mig. 
Sikkert med tanken: Ok, så skal vi vist videre!

Det skulle vi jo også.

Luva ved starten af turen

Vi skulle jo ud på denne tur i et område jeg kendte, men som jeg aldrig havde færdes i. For dengang jeg var bosiddende i Suldrup havde man endnu ikke anlagt denne sti:

Nerup Kirksti

Udover at det er en gendannet sti, der jo åbenbart har været en kirkesti, er der vel ikke meget at sige om den. Men du kan da læse her hvis du har lyst: Spor i landskabet - Nerup Kirkesti 

Det "der er derude" er jo egentlig det der starter nu.
Læs: 

Turens første etape

Det første stykke er med marker på begge sider, og i dag var marken til højre for os fyldt med kreaturer. 

Luva har en naturlig nysgerrighed, og fordi hun netop måtte se hvad der foregik på marken, som lå lidt oppe i forhold til sien, startede hendes tur med at springe op og ned af den lille skrænt der gjorde det umuligt at se. Men hun kunne jo fornemme "det derude".

På turen så vi ikke mange andre dyr end kreaturene, men vi hørte mange fugle. 

Der i blandt musvågen som den for mig mest karakteristiske.

Jeg så også kat, to gange. Begge gange så den også os, og forduftede.
Det første sted var der ikke megen fært, for Luva reagerede nærmest ikke. Men anden gang var jeg ikke i tvivl om at Luva havde fået tydelig fært af denne kat. Og skulle jeg på noget tidspunkt have overvejet om hun skulle have været uden snor, var dette øjeblik der hvor jeg var tilfreds med at hun var i snor. Hun var helt sikkert gået efter kattens fært, og det ville jo nok have inkluderet en tur direkte ind på pladsen ved det hus der pludselig dukkede op her "in the middle of nowhere".

Luva i samtale med Hr Buk

Lidt senere møder vi en fåreindhegning; ja faktisk to store marker med får.

Luvas opmærksomhed var straks på de dyr hun kunne se, og var særdeles nysgerrig!

Hun var lige henne og hilse på Hr. Buk, som egentlig var en smule mere uimponeret af Luva, end Luva af ham.

På det sidste stykke sti inden skoven kunne vi nyde udsigten som man nogen gange finder, men som ikke kan gengives på hverken skrift eller tekst. 

Her var det udsigten over marker, mod en tynd skov et sted, lidt anderledes skov et andet sted - og det hele delt op i en kupering af landskabet som var enestående.

Det var lige der; derude!

Det der heller ikke kan gengives er de skulpturer naturen skænker os. Ja, og de skulpturer der opstår fordi vi er nogle tankeløse individer der bare smider vores affald hvor der er plads.
I den sidste genre lå disse kæmpe træstolper, hvori der sad nogle store og grimme stykker skarpdt og tykt jern - det der sammen udgjorde skupturen - er det kunst? 

Kunst - menneske / natur ?

Jeg syntes det er mere kunst end så meget andet - og så er det jo derude!

Naturens egen kunst!

Resten af turen går gennem skov og eng.

Luva undersøger rod, og "holder øje"

Jeg er stadig så heldig at jeg på intet tidspunkt bliver træt af at være tilstede - at være i det derude.
Det samme gælder Luva. 

Hun er energisk hele tiden : nye dufte, nye lyde, nye steder.

Det var nemt at få hende til at posere på denne rod. Hun var faktisk på vej derop inden jeg sagde "op". 

Jeg tror nysgerrigheden i hende skulle finde ud af hvad der skete deroppe, og om turen derop ville udløse ros og godbid fra mig. 

Hvilket det selvfølgelig gjorde!!

Så skøn er solen gennem træer - efterår

Vi går gennem et mindre skovstykke hvor solen hamrer ned i os fra sydvest, og jeg må konstatere at jeg ikke burde have taget både termovest og artic-warmpeace på - jeg svedte som en vanvittig!

Ord overflødige

Da vi når denne vidunderlige bæk, må jeg afmontere noget beklædning for at få sveden fordampet af mit tøj. Jeg var gennemblødt....

Ved bækken skulle vi gøre holdt fordi jeg skulle finde en cache, men jeg er helt sikker på at jeg havde gjort holdt alligevel!
Det scenarie der var i og omkring denne bæk var så skønt...
Bortset fra at der var tydelige tegn på "kultur" i de øvrige omgivelser, gav denne bæk som enkeltstående "objekt" et tilstand af jomfruelighed i den forstand at hvis noget i vores land altid havde set sådan ud, så var det denne bæk.
Det fuldstændig klare vand rislede fordi, mens man kunne studere alt liv nede i bækken... det skal opleves,
Og det er derude....

Skønt...

Luvas begejstring var heller ikke til at skjule, hun skulle rundt og ned og op omkring denne bæk. Jeg tillod ikke at hun hoppede i - jeg er ikke sikker på at gennemblødt pels var sundt - trods sol!

Men hun ville gerne....

Fra bækken mod mere skov

Facinationen er nu ved at finde det rette leje.
Det skulle jo også nødigt virke som om vi aldrig kommer ud... det gør vi da. 
Men med den samme begejstring næsten hver gang!

Vi kommer videre i vores søgen efter caches.
På denne tur har jeg gjort meget mere af det folk har sagt jeg skulle, nemlig at lade Luva deltage aktivt i søgningen af kasserne.
Det eneste problem der har været tidligere var at jeg ikke ville lade hende søge medming
dre jeg var 95% sikker på succes. Og da cacheplaceringer kan være lumske har det ikke været nemt at opfylde.
På denne tur derimod var caherne gemt på en "synlig" måde, så jeg kunne nærmest gå tæt på og se hvor de lå - og på den måde kunne jeg lade Luva være sporhund med succes!
Og hun klarede det til UG med x og slange!
Hun kender jo godt søge-kommandoen, men vi har jo altid trænet i kendte områder. Så stor var min glæde at se at hun faktisk reagerede rigtigt på kommandoen derude. Hun søgte energisk hver gang det kunne lade sig gøre, og hun fandt kassen hver gang.
Og jeg var stolt og jeg var glad - godbidder og ros væltede ned over hende!
Så nu vil hun gradvist komme til at spille en større og større rolle i eftersøgningen af kasser når vi er på Geocaching (Hvad er Geocaching)

Mod enden på turen kommer vi omkring steder der er klargjort til udflugter, overnatninger mm. Nogle af stederne har der vist ikke været kigget på i mange år - kan du huske at jeg har været der for 20-25 år siden - men de er stadig i mindre grad anvendelige. 

Storkehus ?

Det der på den sidste del af turen begejstrer mig mest er et forsøg på at invitere storken til at flytte ind. 
Man har simpelthen sat en pæl, med et "vognhjul" i toppen. Og så sikret det hele med barduner. 
Uden at kende til storkens foretrukne habitat tror jeg dog at det rent faktisk er en mulighed at et storkepar ville kunne finde sig godt tilpas i netop dette område. 
Der er, udover bækken, meget eng, mose og sø i nærheden.
Så middagen skulle være reddet!

Det der så ærger, er at man ikke vedligeholder det.
Skulle hr. og fru Stork finde bopælen fristende, ser de måske ikke den K3´er der er.
Nemlig en sprunget bardun.
Det kan jo gøre selv den dejligste bolig løs i soklen.
Og så kan man jo kun gætte på hvordan resten af konstruktionen har det?!
Men et PLUS for forsøget!

Vi nåede i mål efter ca 6 km (ca 2 timer) intensiv nydelse - både min dejlige Islandske Fårehund Luva, og jeg.
Vi fik endnu engang bekræftet at det "der er derude" til enhver tid slår alt andet. 

Det samvær, den oplevelse der ligger i sådan en tur kan ikke beskrives - og trods det har jeg alligevel forsøgt!

Luva på udkig - turen er færdig om 1½ km