Hundeejer, hundetræner og alt det....

Op til min klubs lokalkonkurrence havde jeg mange jern i ilden.....

Vi havde et projekt om indkøb af redskaber i gang, jeg skulle forsøge at have så mange af mine hundeførere gjort nysgerrige i at deltage i lokalkonkurrencen i konkurrencen: Agility Skills".
Jeg skulle have fundet egnede baner til klubmesterskabet, jeg skulle bestille pokaler, jeg skulle forsøge at få så mange som muligt med til fest, jeg skulle klargøre regler for Agility Skills, Årets Slalomhund og Klubmesterskabet.
Jeg skulle kommunikere med min egen klub om forhold der besværliggjorde mine ambitioner for dagen, og jeg skulle tilrettelægge min træning på begge hold så ingen ville dumpe helt igennem ift. Agility Skills-konkurrencen!

Jeg skulle også huske at jeg havde (har) en hund selv der var en part i det her...
I den daglige træning, på træningsaftenerne-/dagene, kommer man ofte til at træne for lidt eller for lidt målrettet med egen hund når man gerne vil hjælpe andre!

Men når presset er taget af, og tingene lykkes - man når tæt på målet - så er det det hele værd:

1. Vi fik bevilling til indkøb af nye redskaber.
2. Jeg fik alle hundeførere der kunne til at deltage, eller være til stede
3. Jeg fandt baner der passede til niveauet som det er for nuværende
4. Ikke så mange kom til fest, men dem der kom var i godt humør
5. Jeg fik lavet regler for Agility Skills og Klubmesterskabet (få ændringer til næste år)
6. Jeg fik indkøbt pokaler til Agility Skills og Årets Slalomhund
7. Jeg fik lavet indstiftelsen og reglerne for Årets Slalomhund (vandrepokal til ære for klubmedlem)
8. Jeg fik ytret mig, og fik medhold i lidt, ift egen klubs tilrettelæggelse af lokalkonkurrence
9. Jeg fik trænet lidt ind på begge hold ift lokalkonkurrencen
10. ...og til sidst: Min træning af egen hund (Luva) er vel ikke helt i skoven
1. Klubmester i Mellem
2. Vinder "Agility Skills"
11. Og en masse mennesker var og er glade, fordi man er en del af deres liv med deres hund som de også holder af, som jeg holder af Luva.
    Det man måske mangler når man er allermest presset er at der kommer nogen og klapper en på skulderen, at nogen vil påtage sig noget af det der foregår med en lige så høj intensitet som en selv. Denne gang fulgte der også nogle sporadiske , men varmende klap med!!!
    Jeg ville dog desværre aldrig kunne overdrage en opgave til en anden der ikke som minimum lægger den energi i det som jeg.
    Derfor bliver jeg lidt presset, og derfor er der altid en risiko for at brænde ud...
    
    Jeg har dog været i det så længe nu at jeg kan se symptomerne, og ved hvad de drejer sig om. Så jeg er i stand til at hjælpe mig selv - men puh hvor er det hårdt engang imellem.
    
    Men jeg nyder det når jeg er på banen med egen hund, eller hjælper andre med deres hunde - efter fattig men særdeles velment evne!
    
    DET ER SKØNT AT HAVE HUND, OG ARBEJDE MED HUNDE!!!

    

    Agilitybanen der gav os sejren